Mål og vision

Furesø Museer er et selvstændigt, statsanerkendt kulturhistorisk museum med rødder og ansvarsområde i Furesø Kommune.

Med slagordet ”Ind i historien, ud til borgeren, frem i verden” har vi som ambition at bidrage med de nyeste resultater til tidens forskning samt nå bredt ud til borgerne med en unik historisk viden, som strækker sig fra et lokalt til et internationalt plan.

Furesø Museer har til formål at belyse og forske i Furesø Kommunes fortid, herunder kommunens udbygning som forstad til København med særligt fokus på temaer som forholdet mellem land og by, by og opland, tilflyttere og indfødte — og minoritetskultur.

Her skiller vi os betydeligt ud, idet Furesø Museer både behandler lokalhistorie men også en vigtig del af danmarkshistorien, nemlig indvandringens kulturhistorie, som er tæt forbundet med lokalhistorien i Furesø Kommune.

Den daglige drift af vores museer og arkiver bliver løftet i fællesskab – med en stærk indsats fra både vores fagfolk og vores uundværlige frivillige. som bistår med indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling.

Vi arbejder hele tiden for at imødekomme borgerne på bedste vis, både på de digitale platforme og i mødet på museet og arkivgangen. I den daglige gang på museet er det vigtigt for os at udvise tilgængelighed og gennemsigtighed overfor besøgende, og dette forsøges gjort bl.a. via fleksible åbningstider på museerne og på vores lokalarkiv. Ved hjælp af den nyeste teknologi samt varierende værktøjer til formidling og udstillinger skaber vi resultater og overrasker med nye løsninger.

Også indenfor forskningsfeltet ønsker vi at bidrage og støtte op, idet vi tilbyder ph.d.-stillinger. Vi stiller vores samling til rådighed og tilbyder fornøden vejledning i processen. Således er Furesø Museers værdier opbygget på grundlaget af:

  • Faglighed
  • Høj kvalitet
  • Det unikke
  • Tilgængelighed

Som en del af Danmarks samlede offentlige museumsvæsen er det vores ambition at fremme kendskabet til og styrke interessen for Furesø Kommunes historie samt dansk indvandringshistorie. I vores arbejde med at producere udstillinger, film, foredrag og forskningsartikler er det dertil vores sigte at vise, at Furesø Museer er et kulturhistorisk museum, som er relevant for alle.

Læs vores Vision 2030.

Læs Prospekt for Mosegaarden.