INDSKOLING
Tyren i det Røde Hav – og andre gamle lege
I museumshaven skal eleverne prøve kræfter med lege fra da deres tiptipoldeforældre var børn. Det kræver både balance, mod, kræfter, samarbejde og snilde. De skal se på gammelt legetøj, lege fangelege og prøve gamle legeredskaber. eleverne lærer, hvordan det var at være barn i gamle dage, hvor børn på landet ofte selv måtte lave deres eget legetøj. De laver også selv et stykke legetøj.
Målgruppe: 0. – 2- klasse
Varighed: Ca. 45- 60 minutter
Booking via: museerne@furesoe.dk
Almueskolen
I Almueskolen skal eleverne prøve kræfter med en mini-skoledag i en landsbyskole i 1880’erne. Forløbet starter med, at hver elev får et nyt navn, som er elevens kaldenavn i almueskolen. Derefter bliver eleverne undervist i skråskrift med blæk og deltager i et rollespil som skoleelever, der bliver undervist af den strenge skolelærer. Undervisningen foregår i Mosegaardens gamle skolestue, der er indrettet som i slutningen af 1800-tallet. Det er et krav, at der er to lærere eller pædagoger med, da klassen deles i to grupper.
Historie: Eleven kan relatere ændringer i hverdag og livsvilkår over tid til eget liv. Eleven har viden om historiske scenarier.
Dansk: Eleven kan skrive med en læselig og sammenbundet håndskrift.
Målgruppe: 2. – 5. klasse
Varighed: 90 minutter
Booking via: museerne@furesoe.dk
Juleforløb: På loftet sidder nissen…
Særligt: Kan bookes i slut november og hele december.
I forløbet skal eleverne bestå en masse ”nissejægerprøver” rundt omkring i Mosegaardens udstillinger og finde spor efter de mange slags nisser, der har huseret gennem tiden. Vi skal blandt andet snakke om, hvor nissen stammer fra, hvad nissernes ”arbejde” er og hvornår den moderne julenisse opstod. Til slut skal vi finde ud af, om eleverne har, hvad der skal til for at blive udnævnt Nissejæger af 1. grad. Det er et forløb, hvor eleverne både skal lytte, arbejde og lege sig gennem nissehistorien.
Historie: Eleven kan placere elementer fra historien tidsmæssigt i forhold til hinanden.
Målgruppe: 1. klasse
Varighed: 60 minutter
Booking via: museerne@furesoe.dk
Påskeforløb: Påskens magiske historie
Særligt: Kan bookes i perioden omkring påske, marts/april. Der medbringes et hvidt, hårdkogt æg pr. elev.
I forløbet vil eleverne høre om, hvordan man fejrede påske på landet i 1800-tallet. Hvordan beskyttede man sig mod ondskab og hekse, der var særligt aktive i påsken? Og hvordan blev kristendommen og folketroen egentlig blandet sammen ude på landet? Til sidst i forløbet farver vi påskeæg med naturfarve og pudser dem blanke med flæskesvær eller planteolie efter gammel tradition.
Historie: Eleven kan relatere ændringer i hverdag og livsvilkår over tid til eget liv
Målgruppe: 3. – 4. klasse
Varighed: 60 minutter
Booking via: museerne@furesoe.dk
Byvandring: Sagntur – lindorme, trolde og drager
På byvandringen kommer eleverne rundt i Farum Landsby og hører dramatiske sagn knyttet til Farum og omegn. De hører bl.a. om lindorme, drager, helheste og Kong Valdemars hofnar Klaus Nar. Undervejs får eleverne også viden om sagn og deres rolle i lokalsamfundet, om folketro og overtro og om historiske spor. Mødested: Majtræet i Farum Landsby, hvor Farum Hovedgade og Kålundsvej 1A mødes.
Dansk: Eleven har viden om tema, genre, forløb og personskildring.
Historie: Eleven kan relatere ændringer i hverdag og livsvilkår over tid til eget liv.
Målgruppe: 1. – 4. klasse
Varighed: ca. 60 minutter.
Booking via: museerne@furesoe.dk
