Tilbud om skoletjeneste – Udskoling og ungdomsuddannelser

For elever i udskolingen tilrettelægger vi spændende undervisningsforløb, hvor der bliver stillet skarpt på indvandringshistorie og nationalhistorie. Eleverne får mulighed for at reflektere over og lære om bl.a. kildekritik, besættelsestiden i Danmark og FN’s flygtningekonvention af 1951.

 

Den 9. april 1940 – Hvad ville du gøre?

Kl. 05:25 om morgenen den 9. april 1940 blev Værløse Flyveplads angrebet af tyske jagerfly. Værløse Flyveplads var et af de få steder i Danmark, hvor der var regulære kampe på dagen for Danmarks besættelse. På cykelturen kommer eleverne rundt til historiske spor fra besættelsestiden. Eleverne vil bl.a. kunne se flyverskjul, en ruin fra en Bierstube, hangarer og andre spor i området, der er med til at give eleverne en autentisk oplevelse af flyvepladsens rolle den 9. april og under den efterfølgende besættelse. På den måde åbner turen op for forståelsen af en kontroversiel periode i dansk historie. Undervejs på turen skal eleverne tage stilling til nogle af de dilemmaer, som flyvepladsens mandskab stod over for – dilemmaer, der kunne resultere i liv eller død.

Målgruppe: 7. - 10. klasse + ungdomsuddannelser

Varighed: 90 minutter

Booking via: museerne@furesoe.dk

Sygdom og sundhed på landet

”Drik af en skåret kop og barnet får hareskår”, ”har du tandsmerter, så gå til smeden”. I dette forløb lærer eleverne om folkesundhed på landet i gamle dage, hvor fokus ikke var på moderne medicin, men derimod på forebyggelse, urter og almene husråd. Vi arbejder med, hvordan folk på landet mente, at de kunne styre livet og sundheden gennem praktiske tiltag, og hvornår den moderne lægevidenskab og moderne medicin begyndte at slå igennem. Historie: Eleven kan relatere ændringer i hverdag og livsvilkår over tid til eget liv.

Målgruppe: 7. - 9. klasse

Varighed: 60 minutter

Booking via: museerne@furesoe.dk