MELLEMTRIN
Almueskolen
I Almueskolen skal eleverne prøve kræfter med en mini-skoledag i en landsbyskole i 1880’erne. Forløbet starter med, at hver elev får et nyt navn, som er elevens kaldenavn i almueskolen. Derefter bliver eleverne undervist i skråskrift med blæk og deltager i et rollespil som skoleelever, der bliver undervist af den strenge skolelærer. Undervisningen foregår i Mosegaardens gamle skolestue, der er indrettet som i slutningen af 1800-tallet. Det er et krav, at der er to lærere eller pædagoger med, da klassen deles i to grupper.
Historie: Eleven kan relatere ændringer i hverdag og livsvilkår over tid til eget liv. Eleven har viden om historiske scenarier.
Dansk: Eleven kan skrive med en læselig og sammenbundet håndskrift.
Målgruppe: 2. – 5. klasse
Varighed: 90 minutter
Booking via: museerne@furesoe.dk
Påskeforløb: Påskens magiske historie
Særligt: Kan bookes i perioden omkring påske, marts/april. Der medbringes et hvidt, hårdkogt æg pr. elev.
I forløbet vil eleverne høre om, hvordan man fejrede påske på landet i 1800-tallet. Hvordan beskyttede man sig mod ondskab og hekse, der var særligt aktive i påsken? Og hvordan blev kristendommen og folketroen egentlig blandet sammen ude på landet? Til sidst i forløbet farver vi påskeæg med naturfarve og pudser dem blanke med flæskesvær eller planteolie efter gammel tradition.
Historie: Eleven kan relatere ændringer i hverdag og livsvilkår over tid til eget liv
Målgruppe: 3. – 4. klasse
Varighed: 60 minutter
Booking via: museerne@furesoe.dk
Byvandring: Da folketroen styrede livet – Helheste, Åmænd og Ellefolk
Der findes tro – og så findes der folketro. Hvad er forskellen? Tag eleverne med på en byvandring i Farum Landsby, hvor de hører forskellige grumme historier om dengang folketroen styrede livet og døden. Hør om helhesten der varsler død, om Åmanden der kræver sit drukneoffer, om fødsler i dølgsmål, og om alle de dagligdags ritualer man brugte for at holde det onde for døren og for at sikre en frugtbar fremtid. I forløbet får eleverne viden om, hvordan folketroen blev brugt til at styre hverdagens gøremål og til at give en form for kontrol over eget liv, som den officielle tro ikke kunne give. Mødested: Majtræet i Farum Landsby, hvor Farum Hovedgade og Kålundsvej 1A mødes.
Historie: Eleven har viden om enkle sammenhænge mellem fortidsfortolkninger og nutidsforståelser.
Målgruppe: 5. – 7. klasse
Varighed: ca. 60 minutter
Booking via: museerne@furesoe.dk
