Furesø hejser Dannebrog

Fejring af Grundlovsdag 2020

Den 5. juni 1849 underskrev Fredrik 7. Danmarks første grundlov. Enevældens dage var formelt forbi, og Danmark påbegyndte en lang demokratisk rejse. Undervejs gik bølgerne højt, og det tog generationer at forme det demokrati, som vi kender i dag. I dagens anledning fejrer Furesø det danske demokrati og hejser Dannebrog. Furesø Museer har samtidig udviklet følgende hjemmeside, hvor man kan dykke ned i fortællinger om vores demokratis historie og traditioner.

Velkommen til og god Grundlovsdag.

Lyt til MUSEUMS CHEF, Cathrine Kyø Hermansen´s tale her

1849  Den første grundlov

Den 5. juni 1849 underskrev Frederik 7. Danmarks første grundlov. Den nye grundlov markerede overgangen fra enevælde til en mere det demokratisk styreform. Det ledte imidlertid ikke til demokrati, som vi kender det i dag. Kun 15 procent af befolkningen fik stemmeret, men det var efter tidens standard et stort skridt fremad. Den nye grundlov havde været forholdsvis længe undervejs, og den var ligeledes et produkt af internationale begivenheder. Europa havde i en årrække været plaget af politiske og sociale spændinger, og kartoffelpesten gjorde ondt værre. Fattigdom og sult greb Europa, og befolkningen krævede reform, flere rettigheder og mad på bordet. Adskillige magthavere forsøgte hårdhændet at undertrykke den stigende utilfredshed i deres befolkning. Tryk skabte dog modtryk, og i 1848 eksploderede kontinentet i revolution. Urolighederne i Europa gjorde et alvorligt indtryk på den nylig kronet Frederik 7., og det var med til at bane vej for grundlov af 1849. Historisk er den danske overgang fra enevælde ofte blevet beskrevet som en fredsommelig proces, men det er en sandhed med modifikationer. Grundloven blev reelt til midt under en borgerkrig. Da Frederik 7. underskrev grundloven i juni 1849 var halvdelen af riget besat af tysksindede oprørere/frihedskæmpere fra Slesvig og Holsten. Inspireret af tidens revolutionære strømninger forsøgte disse at løsrive sig fra den danske helstat, og derfor rasede 1. Slesvigske Krig. Krigen løste imidlertid ikke roden til selve konflikten, altså hvorvidt Slesvig skulle være dansk eller tysk. Det skulle på sigt lede til 2. Slesvigske Krig.

1866 Den gennemsete grundlov

2. Slesvigske Krig var en katastrofe. Militært havde Danmark aldrig en chance mod de prøjsiske og østrigske styrker. Også politisk blev danskerne udmanøvreret af jernkansleren Otto von Bismarck i Berlin. Resultatet blev deraf, og Danmark blev tvunget til at afstå hertugdømmerne. Kongeriget blev reduceret til en national småstat, og nederlaget ledte til selvransagelse. Hvordan kunne man tage så fejl, og hvem bar egentlig ansvaret for katastrofen? Skylden blev hurtigt rettet mod de ansvarshavende politikere i Folketinget. Ligeledes blev det hævdet, at Grundloven af 1849 havde givet folket for frie tøjler. Hvis Danmark skulle undgå lignende ulykker i fremtiden, så skulle Folketinget og demokratiet tøjles. Det resulterede i Den gennemsete Grundlov af 1866, hvor kongen og godsejernes indflydelse blev markant styrket gennem en privilegeret valgret til Landstinget. Dengang bestod det danske parlament eller Rigsdagen af to kamre, det vil sige Landstinget og Folketinget. Med den nye grundlov blev Landstinget en slags aristokratisk og konservativ stopklods i forhold til det mere folkelig Folketing. Den gennemsete Grundlov af 1866 var dog et demokratisk tilbageskridt, og den førte til en indædt og langvarig parlamentarisk kamp. For hvem bestemte egentlig i Danmark, og hvem kunne danne regeringer? Var det kongen og godsejerne i Landstinget, eller var det Folketinget? Den politiske kamp mellem de to kamre gik ikke stille for sig, og den ledte på sigt til Provisorietiden. Det blev en tid med dyb mistillid og uro i befolkningen, og en normaliering indfandt først med systemskiftet i 1901. Her indgik man et politisk kompromis om, at kongen ikke længere kunne udnævne regeringer, der havde Folketingets flertal imod sig.

1915 Grundloven og det demokratiske folkestyre

Selvom Danmark havde fået sin første grundlov i 1849, så var det først med grundloven af 1915, at Danmark reelt fik et demokratisk folkestyre. Indtil da var kun lidt over 15 procent af befolkningen stemmeberettiget til Folketinget. Det skyldtes blandt andet, at hverken kvinder eller tyende måtte stemme. Danmark var dengang et yderst patriarkalsk samfund, hvor det generelt var manden i huset, der havde noget at sige. På trods af det, så havde der længe været et politisk flertal for at udvide stemmeberettigelsen. Endvidere kæmpede interessegrupper såsom Dansk Kvindesamfund for kvindernes stemmeret og valgbarhed. Det tog dog stadig tid at udforme den nye grundlov, og politiske magtkampe vanskeliggjorde processen. Derfor blev den 5. juni 1915 en særlig festlig grundlovsdag, da det var dagen, hvor kong Christian X underskrev den nye grundlov. Grundloven af 1915 indførte almindelige valgret i Danmark, hvilket betød at myndige borgere af begge køn og status nu måtte stemme til Folketinget. Grundloven afskaffede tillige den privilegerede valgret til Landstinget, der havde forpestet dansk politik i årtier. Selvom dagen var en festdag, så var alle ikke lige begejstret. Nok havde Christian X underskrevet den nye grundlov, men af sindelag var han patriarkalsk og ikke udpræget demokratisk. Kongen var ikke alene herom, og demokratiseringsprocessen i Danmark strakte sig over generationer. Grundet den igangværende verdenskrig blev den nye grundlov heller ikke implementeret med det samme. Det skyldtes udenrigs- og sikkerhedspolitiske årsager. Fra dansk side ville man undgå at føre valgkamp under krigen, da det kunne have en uheldig effekt på stormagternes syn på landet. Særligt frygtede man, at tyskerne ville stille sig kritisk overfor en ny regering, hvilket kunne få alvorlige sikkerhedspolitiske konsekvenser. I 1918 kunne politikerne imidlertid ikke udsætte folketingsvalget længere, og den 22. april gik kvinder og tyende for første gang til folketingets stemmeurner.

1953 Den sidste grundlov

Selvom Danmark fik almindelig valgret med Grundloven af 1915, så forblev visse demokratiske principper i en gråzone. Nok var der med systemskiftet i 1901 opnået en politisk konsensus om, at kongen ikke kunne udnævne eller afskedige regeringer, hvis Folketingets flertal var imod. Denne konsensus om såkaldt folketingsparlamentarisme blev dog ikke indskrevet i Grundloven af 1915, og det medvirkede til Påskekrisen i 1920. Her valgte Christian X nemlig at afskedige Regeringen Zahle II grundet uenighed om folkeafstemningen i Slesvig. Kongen var bestemt ikke et politisk dyr, og beslutningen om at afsætte regeringen var i høj grad noget som politikere og folk som ØK´s H.N. Andersen havde opfordret ham til. Problemet var imidlertid, at den afsatte regeringen ikke havde folketingets flertal imod sig. Derfor eksploderede Påskekrisen, og da vrede borgere efterfølgende forsamledes foran Amalienborg, gik kongens tro støtter i flyverskjul. Christian X stod nu alene overfor et massivt folkeligt pres, og han slog derfor i bakgear. Kongen frygtede nemlig for monarkiets fremtidige eksistens, men så galt gik det nu ikke. Uanset, så illustrerede Påskekrisen i 1920, at der stadig var gråzoner i den danske demokrati, der burde afklares. Der skulle dog gå over 30 år, før folketingsparlamentarismen blev indskrevet i grundloven. Det var lang tid, men mellemkrigstiden var generelt ikke en god tid for demokratiet. Fascistiske ideologier var på fremmarch i Europa, herunder Danmark. 9. april 1940 blev dog en brat opvågningen for hovedparten af de danskere, der havde flirtet med ideen om den stærke mand. Besættelsen blev ligeledes det danske demokratis største realpolitiske prøvelse, og hverken Danmark eller vores styrreform kom uplettet igennem. Særligt i krigens sidste tid spidsede situationen for alvor til, men det holdt. Det interessante er, at besættelsen i høj grad var med til at galvanisere og hærde det danske demokrati. For de røster der i mellemkrigstiden har talt mod folkestyret ebbede ud efter befrielsen. Demokratiet var måske ikke perfekt, men de fascistiske alternativer havde ledt til ruin. Den demokratiske opblomstring efter krigen banede også vej for Grundloven af 1953, hvor tronfølgeloven blev ændret og Landstinget afskaffet. Derudover cementerende Grundloven af 1953 en over 100 år lang demokratiseringsproces, da folketingsparlamentarismen endelig formelt blev indført i Danmarks grundlov.

1915 Kvinders Valgret

Kvinder fik stemmeret til Folketinget med Grundloven af 1915. Foruden kvinder fik også tjenestefolk uden egen husstand stemmeret. Forud var gået næsten 50 års diskussion og ophedet debat om kvinders ret til at deltage i det stadigt unge danske demokrati. Blandt toneangivende samfundsdebattører, politikere og lovgivere, der i sagens natur overvejende var mænd, var der i sidste del af 1800-tallet bred enighed om kønnenes ligestilling. En af fortalerne for kvinders valgret var venstrepolitikeren og forfatteren Fredrik Bajer. Han sagde bl.a. i Folketinget den 9. november 1886 følgende:
”Jeg gaar over til det næste, som handler om Kvindens Valgret. […] Hvorfor skulle Kvinder udelukkes fra Valgretten? Hvem er det, der er udelukkede fra Valgretten foruden Kvinder? Det er Børn og Forbrydere”. To år senere i 1888 var spørgsmålet om kvinders kommunale valgret til debat i Landstinget, og dér udtalte den nationalliberale politiker og modstander af kvinders valgret, Carl Ploug, sig: ”Men jeg tror på ingen Måde, at de er særlig skikkede til Lovgivnings virksomhed; thi rolig Overvejelse og logisk Slutning turde vel være Hovedbetingelserne for med Held at kunne deltage i den”. På trods af den sporadiske modstand mod kvinders kommunale valgret blev denne indført i 1908, ikke mindst pga. den stadig stærkere kvindebevægelse, der talte tusindvis af engagerede kvinder, der gjorde kvindevalgretssagen til en landsdækkende folkelig bevægelse. I 1915 kom så endelig Grundlovsændringen, der gav kvinder ret til at stemme ved folketingsvalg. I dag har Danmark en kvindelig statsminister, og ud af Folketingets 179 medlemmer er de 70 kvinder.

Kvindevalgssagen lokalt

Kvindevalgssagen fyldte i begyndelsen af 1900-tallet ikke meget blandt borgene i Farum og Værløse, det var i de store byer, slaget stod. Dog blev der ved sognerådsvalget i Værløse i 1913 indvalgt to kvinder, nemlig Marquritha Hudlebusch og Edvardine Fisher. De to sad kun i én enkelt valgperiode. Først i 1950 blev der igen valgt kvinder ind i Værløse sogneråd. I Farum var der ikke engang opstillet kvinder til sognerådsvalgene i første halvdel af 1900-tallet. Og først ved sognerådsvalget i 1921 optrådte enkelte kvinder som opstillere – for deres mænd. Til gengæld var kvinderne i Farum tidligt politisk aktive i foreningslivet. I 1903 var det blevet tilladt for kvinder at stemme til valget til menighedsrådene, og samme år blev ”hustru Anne Kirsten Andersen og frøken Minna Garde” valgt ind i det fem personers store menighedsråd. Kvinderne i Farum og Værløse var også aktive politisk i fx Kunstflidsforeningen og hjælpekasserne. Inger Larsen, der var hustru til gårdejer Karl Larsen i Farum, var særdeles aktiv i den lokale Røde Kors afdeling og deltog i uddeling af barselskurve til yngre mødre. Organisations- og foreningsarbejdet var en vigtig læreproces i politisk arbejde. Det tog nogle årtier før kvinderne i Farum og Værløse benyttede sig af deres ret til at stemme ved fx kommunevalgene. Først i slutningen af 1930’erne kom kvindernes stemmeprocent i nærheden af mændenes. Det tog også mange år, før der kom mere end to kvinder i kommunalbestyrelserne, men fra begyndelsen af 1970’erne har tallet været voksende, og i dag er 7 ud af 21 af byrådets medlemmer kvinder