Furesø Museer markerer genforeningen

Genforeningsdagene

Den 9. juli 1920 stadfæstede Christian X den såkaldte Indlemmelseslov af Sønderjylland. Genforeningen var hermed en endegyldig realitet, og samme dag sejlede kongen med hjuldamperen Dannebrog fra København til Kolding. Forud lå der et tætpakket program, for genforeningen skulle fejres med maner.
Det blev et historisk arrangement, der ikke blot blev fejret i Sønderjylland, men i hele landet. Det mest ikoniske øjeblik faldt, da Christian X dagen efter krydsede den gamle Kongeå-grænse ved Frederikshøj. Grænseovergangen var markeret med en æresport, men det var kongen ikke klar over, da han red igennem. Der gik dog ikke mange sekunder, før tilskuernes øredøvende jubel gjorde ham opmærksom på, hvad der lige var hændt. Christian X noterede efterfølgende i sin dagbog:
”Men i det Øjeblik, jeg var kommet igennem den (æresporten), fik Jublen en ganske ny Klang, saa jeg ikke var i tvivl om, at nu havde jeg passeret Grænsen. Straalende Ansigter med taarefyldte Øjne rettedes imod mig, mens Raabet „vor Kung” lød uafbrudt. Saa overvældende var denne Modtagelse, at jeg følte mig dybt grebet, og da en lille Pige senere raktes op imod mig med en Buket Blomster, saa lagde jeg i det Kys, jeg trykkede paa hendes Pande, al den Glæde og Taknemmelighed, jeg selv følte, og da det lille Væsen lagde sine Arme om min Hals, havde jeg Følelsen af, at jeg havde taget Sønderjylland i mine Arme – nu, da den lille Pige tillidsfuldt sad foran mig på Hesten.”
Den lille blomsterpige var Johanne Martine Braren, og da kongen tog hende i sine arme gik grænseridtet op i en højere enhed. To år tidligere havde Henrik Pontoppidan nemlig komponeret digtet Sønderjylland, der blandt andet lød: ”Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage; en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage!” Derfor blev episoden med Christian X og den lille blomsterpige historisk, også selvom Johanne ikke var helt tryg ved situationen.
Dagen efter det berømte grænseridt, kulminerede Genforeningen med en stor folkefest på Dybbøl Banke. Den engang så blodige slagmark fra 1864 var nu forvandlet til en festplads, hvor omkring 50.000 gæster deltog. Her fik Christian X blandt andet overrakt et Dannebrog fra 1864, og kongen hilste ligeledes på veteraner fra krigen.
Genforeningsdagene blev på mange måder et forløsende stykke Danmarkshistorie, også for kongen personligt, men det var ikke kun en solstrålehistorie. Ud af de cirka 160.000 nye ”sønderjyder”, som Danmark kunne byde velkommen, var omkring 30.000 af dem tysksindede.
For det tysksindede mindretal var der ikke tale om en genforening, tværtimod. I deres optik var det historiske hertugdømme Slesvig nu blevet revet over i nord og syd, og de var havnet på den forkerte side af grænsen. Nok kaldte danskerne området for Sønderjylland, men for dem var det Nordslesvig, og deres nordslesvigske hjerter bankede for Tyskland.
Trods indædt kamp blev dansksindede mindretal ligeledes efterladt syd for grænsen. I den forstand var genforeningen på ingen måde en smertefri proces. Folk komme i klemme på begge sider af grænsen, og det ledte til årtier med spændinger og konflikter i grænselandet. Noget der eksempelvis blev tydeligt under besættelsen, og det var først efter 2. Verdenskrig at forbrødringen for alvor tog fart. Grænselandet forblev dog grænselandet, og det er det fortsat i dag – 100 år efter den historiske Genforeningen.

Jubilæumsår for genforeningen 1920

I 1920 deltog over 1.000 mennesker, da Sønderjyllandsstenen blev afsløret i Farum. Det var året, hvor Sønderjylland blev genforenet med Danmark. Her følger en kort indføring i de historiske begivenheder der ledte op til den genforening, der i år fejrer sit 100 års jubilæum:

Siden krigen i 1864 havde et spinkelt genforeningshåb med Slesvig eller Sønderjylland spirret på tværs af Kongeågrænsen. Tysklands nederlag i 1. Verdenskrig gødede jorden for genforeningen, hvilket fik Henrik Pontoppidan til at skrive: ”Det lyder som et Eventyr, et Sagn fra gamle Dage; en røvet Datter, dybt begrædt, er kommen frelst tilbage!” Men ligesom i et hvert andet eventyr blev genforeningen også fyldt med prøvelser.

I påsken 1920 stimlede danskere sammen foran Amalienborg. Stemningen var anspændt og tilråb fra folkemængden lød ”Krejsan væk – republæk”. Demonstranternes vrede var rettet mod Christian 10. Kongen havde nemlig afskediget den radikale regering Zahle grundet uenighed om den kommende grænsedragning i Slesvig.
Grænsedragningen var for Christian 10. et dyb personligt og dynastisk anliggende. For ham var Slesvig hele Slesvig, og kongen betragtede det gamle hertugdømme som en del af det danske monarki. Derfor var han modstander af den førte grænsepolitik, som gik på, at den nye grænse skulle trækkes efter nationalt sindelag. Det ville lede til en deling af Slesvig.
Omvendt havde regeringen ingen interesse i at annektere hele Slesvig. Det ville medføre, at en stor andel af tysksindede slesvigere mod deres vilje blev indlemmet i Danmark. På sigt kunne det volde sikkerhedspolitiske problemer. Kongen og regeringens holdninger var altså uforenelige, og Christian 10. blev både fra folkelig såvel som fra politisk side opmuntret til at smide regeringen på porten.

Kongen begår Statskup?
Parlamentarisk var der uenighed om, hvorvidt kongen havde beføjelserne til at afskedige regeringen. Regeringen havde nemlig et snævert flertal for deres grænsepolitik. Omvendt var parlamentarismen, trods systemskriftet i 1901, endnu ikke slået fast med syvtommersøm.
Avisen Social-Demokraten var dog ikke i tvivl. Under den historiske overskrift ”Kongen begaar Statskup” piskede avisen en stemning op. Samtidig truede fagbevægelsen med generalstrejke. Situationen var ude af kontrol, og kongen kom under tiltagende pres, særligt da hovedparten af hans støtter gik i flyverskjul.
Nok var Christian 10. mod en deling af Slesvig, men han havde ligeledes set, hvordan adskillige kongehuse var blevet knust i 1. Verdenskrigs revolutionære malstrøm. Faktisk havde kongen huset flere blåblodet flygtninge, og det fik ham til at sadle om. Bevarelsen af monarkiet var vigtigst.
Påskekrisen endte derfor med et fredeligt kompromis. Der blev udskrevet valg, men grænsepolitikken forblev uændret. Slesvig blev delt efter sindelag, og den del af Slesvig, som vi i dag betegner som Sønderjylland, blev dansk.

Jomfru Fannys spådom
Genforeningsdagene i juli 1920 stod i stærk kontrast til Påskekrisen. Genforeningen blev en national folkefest, og Christian 10.s grænseridt blev en del af vores fælles Danmarkshistorie. Begivenheden var også med til at vaske kongens tavle ren. For da han den 10. juli krydsede den gamle grænse på sin hvide hest, skete der noget. Christian 10. gik fra at være Påskekrisens stivnakkede og politiserende monark til genforeningens nationale og forenende ikon.
Grænseridtet var også nøje planlagt i tråd med spåkonen Jomfru Fannys spådom fra starten af 1880erne. Hun havde forudset, at kongen, der ville forene de dansksindede sønderjyder med Danmark, ville komme ridende på en hvid hest. Jomfru Fanny fik efterfølgende stor symbolsk betydning blandt de dansksindede sønderjyder, og derfor skulle Christian 10.s hest naturligvis også være hvid.
Modsat den sejlivede vandrehistorie var hesten, kaldet Malgre Tout, faktisk hvid. Den blev ikke kalket hvid i dagens anledning. Malgre Tout døde kort tid efter grænseridtet og blev derefter gravsat i en høj på Visborggaard jorde, hvor der blev rejst en mindesten med indskriften: ”Den hvide hest – Jeg Kongen bar over Grænsen hen, da Sønderjylland blev dansk igen.” Selv i døden måtte Malgre Tout dog yde et sidste offer for fædrelandet.
En af hestens hove blev nemlig indfattet i sølv og foræret til Christian 10. til minde om den eventyrlige dag, hvor den røvede datter Sønderjylland kom frelst tilbage.

Valgplakater fra afstemning i Slesvig

Hvilken dag fejres Genforeningsdagen?

Genforeningsstenen ved den gamle dansk-tyske grænse mellem Kolding og Christiansfeld

Den formelle overgang af Nordslesvig til Danmark skete d. 15. juni 1920, men fejringen af Genforeningen rundt om i landet løb af stablen d. 9. juli 1920, på dagen, da kong Christian X underskrev Traktaten om overdragelse af suveræniteten over de sønderjyske landsdele til Danmark, ligesom han underskrev Lov om indlemmelse af landsdelene i kongeriget. Selvom Karl Larsen i en senere erindring har dateret Genforeningsfesten og afsløringen af mindestenen til dem 17. juli 1920, så skete det dog også i Farum fredag den 9. juli.
Den 10. juli 1920 red kongen på sin hvide hest over den gamle grænse ved Taps mellem Kolding og Christiansfeld, og det er denne dag, der fejres som Genforeningsdag i Sønderjylland, hvilket også fremgår af den Genforeningssten, der står på stedet.

Genforeningsfesten i Farum

Omkring 1.000 mennesker var forsamlede ved pladsen ved Majtræet, hvor Sønderjyllandsstenen blev afsløret på Genforeningsdagen d. 9. juli 1920.

Arrangementerne på Genforeningsdagen d. 9. juli 1920 startede med, at nogle af byens damer om morgenen nedlagde kranse ved gravstederne for de i alt 18 faldne fra Farum i de slesvigske krige 1848-1850 og 1864. Programmet var som følger:

12 afholdtes der mindegudstjeneste i kirken, som var stuvende fuld, og herefter gik man hver til sit.
16 startede en procession på ca. 1.000 deltagere fra Farum Hotels have med 8 faner i spidsen til pladsen ved Majtræet, hvor også den nye genforeningssten var blevet placeret. Ved foden af stenen var der dannet et Dannebrogsflag af røde og hvide roser.
Genforeningskomitéens formand. gdr. Karl Larsen, bød velkommen, hvorefter der blev sunget ”Der er et yndigt land”.
Så blev der holdt taler af proprietær Moe, og efter et vers af ”Kong Christian” holdt pastor Krogh afsløringstalen.
Derefter faldt sløret for stenen og der blev udbragt et leve for Sønderjylland og blandede kor afsang Genforeningssangen.

Herefter gav gdr. Karl Larsen et resumé af stenens historie og overdrog den til sognerådet, som havde lovet at værne om sten og plads. Sognerådsformand Valdemar Hansen takkede på sognerådets vegne og udbragte et leve for dem, der havde fået gennemført sagen.
Efter endnu en sang takkede stationsforstander Johannes Jespersen veteranerne for deres kamp i 1864 og han adresserede denne tak særligt til den eneste veteran, der var tilbage i kommunen, nemlig den gamle købmand Digmann, der var til stede. Efter endnu en sang begav processionen sig gennem byen, forbi det sted, hvor stenen var fundet på O.B. Muusvej, videre langs søen og gennem Farumgård park tilbage til Hotel Farums have.
Her ventede der deltagerne dagens eneste store skuffelse, for der var ikke gjort klar til det fælles kaffebord, der var bestilt, og der var kun en tjener til at servere, hvorfor mange deltagere gik hjem uden at få kaffe.

Historien om Sønderjyllandsstenen

Karl Larsen ved stenen på O.B. Muusvejen, hvor der opstillet et hejseværk, som skulle få stenen op af hullet.

En kreds af Farumborgere havde dannet en komité, der skulle indsamle midler til at få rejst en mindesten i anledning af genforeningen. Komitéen kiggede på mange sten bl.a. i Nørreskoven, men fandt ingen, der var rigtigt tilfredsstillende.
En dag, da en af komitéens mest aktive deltagere, kunstmaler Emil Krause, var på vej til toget, gik han ad O.B. Muusvej, som på det tidspunkt var ved at blive anlagt. Her så han en stor sten, som vejarbejderne var stødt på, og som de havde boret hul i for at sprænge den væk. Emil Krause fik overtalt entreprenør Gudnitz, der stod for vejarbejdet, til at forære stenen til komitéen. Et andet fremtrædende medlem af komitéen, gårdejer Karl Larsen, fik organiseret, at stenen blev hejst op og på en hestetrukket blokvogn blev transporteret fra findestedet til pladsen ved Majtræet, hvor man havde valgt, at stenen skulle opstilles.

Furesø og Krigen 1864

Faldne soldater og veteraner fra Farum og Værløse sogne

Mange unge mænd fra Farum og Værløse sogne deltog i 1864 i krigen mod Preussen og Østrig. Nogle mistede livet under krigshandlingerne, andre døde i fangenskab. Langt de fleste kom dog hjem igen til f amilierne i Farum og Værløse, enkelte som invalider efter de voldsomme slag mod fjenden.
Soldaterne blev ikke fejret, da de vendte tilbage til deres hjemegn. De gled ubemærket ind i det dagligliv, de havde forladt næsten et år før. Deres familier havde savnet dem, også som en vigtig arbejdskraft på gårdene og i værkstederne. De unge mænd selv ønskede sikkert blot at få deres normale tilværelse tilbage, men upåvirkede på sjælen af krigens grufulde oplevelser var de næppe.
Først i 1877 fik veteranerne en form for oprejsning, da de modtog en erindringsmedalje for deres deltagelse i krigen. Både i Farum og Værløse blev der i forbindelse med uddelingerne af medaljerne afholdt festarrangementer.
Vores kendskab til hvem, der deltog i krigen fra Farum og Værløse, stammer fra ansøgningerne til erindringsmedaljen. Derfor er vores oversigt også forbundet med nogen usikkerhed. Veteraner, som er døde før 1877, er ikke registreret, ligesom veteraner, der var flyttet fra Farum og Værløse på ansøgningstidspunktet, heller ikke er registreret. Omvendt er veteraner, som er tilflyttere til egnen på ansøgningstidspunktet, blevet registeret. Alt i alt giver ”Mindevæggen” dog alligevel et godt billede af, hvor mange unge mænd fra Farum og Værløse, der deltog i krigen.