Furesø tænder lys

Markering af befrielsen

Den 4. maj 1945 klokken 20:36 blev et afgørende øjeblik i Danmarkshistorien. For via BBC i London kunne danskerne foran radioen høre: ”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.” Danmark var atter frit.

I anledning af det glædelige frihedsbudskab, der lød for 75 år siden, tænder Furesø lys for at markere befrielsen. Samtidig vil Furesø Museer i stearinlysenes skær formidle befrielsen, såvel som besættelsen der løb forud. Derfor har museet udarbejdet denne formidlingsplatform, der via film, fotos, fortællinger og taler belyser Furesø og Danmarks historie under 2. Verdenskrig.

Nederst på siden finder du under hovedoverskrifterne ”Besættelsen” og ”Besættelsen” grønne bokse med forskellige emner. Klik på dem og du finder materiale fra museets arkiver. Her har vi fundet gamle foto, filmklip, skolemateriale og sågar podwalks frem. Lige til at gå på opdagelse i.

Velkommen til

LYS I VINDUET 4. MAJ

Det udviklede sig til en spontan folkefest, da frihedsbudskabet lød den 4. maj 1945. Glade danskere stimlede sammen, og flasker, der var gemt væk til  særlige lejligheder, blev åbnet. De forhadte mørklægningsgardiner blev revet ned i mange hjem. Siden 9. april 1940 havde Danmark været underlagt mørklægningsregler, da man fra tysk side ville vanskeliggøre allieret navigation fra luften. Reglerne omfattede blandt andet mørklægningsgardinerne og dæmpet gadebelysning. Besættelsen var i den forstand en mørk tid, også bogstavelig talt. Derfor var det også en symbolsk handling at rive mørklægningsgardinerne ned den 4. maj. Danskerne markerede dermed, at lyset atter var vendt tilbage til landet. Den egentlige tradition med at sætte lys i vinduerne blev derimod først for alvor udbredt i årene efter befrielsen. Stearinlys var nemlig en mangelvare under krigen.

ALSANG

Alsang – fællesskab og sammenhold med sang

I besættelsens første år blev alsang, eller fællessang, utrolig populært i Danmark. Danskerne stimlede sammen og sang fædrelandssange i hele landet. Det første alsangsstævne blev afholdt i Aalborg i juli 1940, hvor omkring 1500 aalborgensere deltog. Stævnet var en succes, og herefter spredte fænomenet sig som en steppebrand til resten af landet, også til Furesø. Den 1. september 1940 blev der eksempelvis afholdt en landsdækkende alsang, og det skønnes at mere end 700.000 danskere deltog på landsplan. Alene i hovedstaden var omkring 150.000 københavnere samlet til fællessang, og pressen dækkede begivenheden tæt. Populære alsang-sange var ”Jeg elsker de grønne lunde”, ”I Danmark er jeg født”, ”Jeg bærer med smil min byrde” samt afslutningsvis ”Der er et yndigt land”. Der er flere grunde til, at alsang blev så populært under besættelsen. Dels var det en måde at dyrke fælleskabet og det nationale sammenhold på i en krisetid, men det var ligeledes en fredsommelig protest rettet mod besættelsesmagten. Idag har alsangen fået fornyet betydning og danskerne tyer igen til fællessang i en svær tid. Fra altaner og i stuerne foran tv-skærmen med Dannmarks Radios Philip Faber.

MAN BINDER OS PÅ MUND OG HÅND

Man binder os på mund og hånd blev en af besættelsestidens mest populære protestsange. Teksten var skrevet af Poul Henningsen, og musikken var komponeret af Kai Normann Andersen. Selve sangen blev fremført af skuespiller Liva Weel i revykomedien Dyveke, der havde premiere i maj 1940. PH havde oprindeligt skrevet en anden tekst til melodien, men da budskabet i denne var åbenlyst anti-nazistisk, blev den censureret. Derfor omskrev PH teksten, og lod på overfladen sangen handle om erotik og ægteskab. Dog var tekstens nye slet skjulte budskab ikke til at tage fejl af, når Liva Weel sang: Man binder os på mund og hånd, men man ka’ ikke binde ånd. Derfor rejste publikum sig også under fremførelsen af sidste strofe i stiltiende protest mod besættelsen. Sangen, og PHs generelle anti-nazistiske holdninger, gjorde ham imidlertid upopulær hos besættelsesmagten, og i 1943 flygtede han til Sverige.